I ugens udsendelse i Oktober Radio taler vi om hvorfor virksomheder i stigende grad blander sig i de ansattes fritid, familie og privatliv.
Det er gået fra relativt uskyldige motions tilbud, og gode sunde madvare i kantinen, til hjem i soveværelset. Hvor god kost, motion og rygestop, er blevet solgt som en win-win ordning eller nærmest et personalegode, så er invaderingen af privatlivet eskaleret med sundhedsordninger og sygesamtaler og alt muligt andet som handler om den ansattes såkaldte ”trivsel”.
Som et godt eksempel tilbyder nogle sundhedsforsikringer udredning og behandling af folks søvnproblemer. Uden en god nats søvn kan man jo ikke præsterer på arbejdet.

Den seneste uge var der en historie om konsulentfirmaet familysupport.dk, hvorigennem Danfoss tilbyder de ansatte familierådgivning. Altså hvordan går det med børnene, eller hvordan bevares gnisten under dynerne?! Lignende tilbydes også gennem Center for Familieudvikling og Falck Healthcare m.fl..

Det er tydeligvis langt under bæltestedet og ikke noget man ønsker ens arbejdsplads skal rodes ind i, men det kan som ansat være ganske svært at sige fra overfor denne invadering og omklamring fra arbejdspladsen, og det er ikke velmenende kollegial bekymring eller blot udtryk for foretagsomme konsulenter og forsikringsvirksomheder der har opfundet en ny malkemaskine.

De seneste års tendens i retningen af privatisering af sundhedsvæsenet handler nemlig ikke kun om at skabe en forretning ud af sygdom, men også at gøre folk afhængige af den forsikringsordning som deres virksomheds har tegnet. Med andre ord at gøre hele den ansattes liv og velfærd afhængig af arbejdspladsen. Og samtidig en forestilling om at den ansatte i en virksomhed bør ændre sin identitet, og helt opsluges og bliver et med virksomhedens mål og behov.

Forestillingen er at det skaber kontrollerbare medarbejdere, når de ved at en fyring ikke blot betyder at de mister lønnen, men også muligheden for at gå til lægen med børnene. Og medarbejdere der ikke blot ser sig selv som ansatte, men som en del af en familie er også mere loyale med ledelsen. Det er den model som EU gerne vil have udbredt.

Når vi kigger ud i verden eller bare på østarbejdere her i landet, så ser vi eksempler på at man bor til leje på virksomhedens ejendomme, eller børnene bliver passet i virksomhedens børnehave, og købmanden og skolen og studier er en del af virksomheden osv.. Virksomheden vokser op til at blive et minidiktatur, hvor ingen tør stille kritiske spørgsmål.